|
Spydspidsens målgruppe er unge under 18 år, der
ikke er i gang med skole eller arbejde. Det kan være
unge, der har haft et ustabilt skoleforløb. Unge, som
har vanskeligt ved sociale omgangsformer og måske har
erfaringer med kriminalitet og alkohol/hash. Eller unge, der
føler sig isolerede og ensomme.
Men det er også unge der har vilje og lyst til at ændre
på eget liv, og ønsker at arbejde. Og de har
brug for en hjælpende hånd i begyndelsen.
Inden Spydspidsen kontakter en virksomhed, har vi eller den
unges kontaktperson afklaret med den unge, inden for hvilken
branche han/hun gerne vil i praktik. Dels for at imødekomme
den unges ønsker, dels for at sikre, at virksomhederne
modtager en ung der er interesseret i brancheområdet.
Forventninger til virksomheden
Arbejdspraktikken handler om jobtræning. Den unge trænes
til at kunne begå sig på arbejdsmarkedet og får
indsigt i en given branche. En Spydspidsung skal hjælpes
og støttes for på længere sigt at blive
selvhjulpen.
Som udgangspunkt, må den unge ikke må stå
med eneansvar for opgaver. Der er naturligvis tale om en hårfin
balance, for det er selvfølgelig vigtigt, at I kan
tilbyde den unge opgaver, så han/hun får en funktion
og betydning på arbejdspladsen og ikke kommer til at
skille sig væsentligt ud fra de øvrige ansatte.
Virksomheden udpeger en medarbejder på arbejdspladsen,
der fungerer som vejleder for den unge. Dette blandt andet
for at sikre, at den unge ved, hvem han/hun skal gå
til med spørgsmål og lignende.
Cirka en gang om måneden mødes den unge, den
unges vejleder på virksomheden og Spydspidsen for at
gøre status over praktikken. Emnerne kan blandt andet
være: Hvad går godt/skidt, er opgaverne for få
eller for mange, og hvordan går samarbejdet med kollegerne.
Hvad kan virksomheden forvente af Spydspidsen
Udgangspunktet for Spydspidsen er, at arbejdspraktikken skal
have optimale vilkår. Derfor prioriteres serviceringen
af virksomheden højt når denne henvender sig
med spørgsmål eller lignende. Dette gælder
også i forhold til opbakningen af den unge. Det er med
udgangspunkt i dette, at den unge er tilknyttet en kontaktperson.
Denne kontaktperson er ansat af lokalcenteret og skal være
med til at sikre, at arbejdspraktikken får de bedste
betingelser for at blive en succes. Denne opbakning tager
selvfølgelig form efter, hvad der er hensigtsmæssigt,
men eksempler kan være vækning i starten af praktikken,
opfølgning ved sygdom eller lignende.
Praktikaftale
Der indgås en praktikaftale mellem virksomheden og den
unge. Den unge kan ikke arbejde på fuld tid. Det ugentlige
timetal er på mellem 16 og 27 alt efter timelønnen
på området. Arbejdstiden forsøges tilrettelagt
efter virksomhedens ønsker/behov.
Praktikperiode
En ung kan være i praktik gennem Spydspidsen i et år.
Som udgangspunkt er praktikaftalen med en virksomhed på
tre måneder af gangen. Hvis den unge og virksomheden
er enige om det, kan praktikaftalen forlænges.
Opsigelse
Praktikaftalen kan opsiges med dags varsel af begge parter.
Spydspidsen anbefaler, at der siges pænt farvel,
uanset om praktikperioden fuldføres eller ej.
Timesedler
Den unges økonomiske godtgørelse beregnes på
baggrund af timesedler som virksomheden udfylder sammen med
den unge. Derfor er det vigtigt, at disse sendes ind rettidigt.
Yderligere information
For yderligere information kan Spydspidsen kontaktes
se under menupunktet kontakt.
|